Store Scene
Dato & Pris
6. feb. - 13. mar.
Billet: 205 - 475 kr.
Varighed
ca. 2 timer og 30 minutter inkl. en pause
OBS!
Voldsomme scener.
Kraftigt blinkende lys (stroboskop)
Anbefalet alder: 15+
"Drømmer jeg..."
"...eller er jeg vågen?"
Manuskriptet på Aarhus Teater er bearbejdet med begavet lydhørhed og elegant nutidstilpasning af Christian Lollike, Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs. Musikken veksler fra computerspilslyde til barokmusik og opera. Og dramaturgisk er forestillingen både formfuldendt og overraskende - med indlagt saloon-western i Jeppe Lawaetz' vilde videodesign og med en uforudsigelig trumf af en sviende slutscene.
Med andre ord: Jeppe på Bjerget er endnu en orkansejr for det samfundskritiske mainstreamteater på Aarhus Teater.
Det er gudesmukt og lige så ondt. Efter to en halv times sublim scenekunst sitrer salen. Det er ved at være 14 år siden, Jeppe på bjerget sidst spillede her. Det føles som første gang.
De medvirkende agerer, som stod de på scenen for sidste gang. Jacob Madsen Kvols er flere gange ved at forlade sin store krop. Amanda Friis Jürgensen udfolder sit strålende talent som både komiker og sanger. Og i et besynderligt perifert centrum, som en slags sort hul, får Thure Lindhardt al kraft til at forvitre.
Forestillingen peger fingre ad en magtelite, hvis medlemmer føler sig hævet over andres tragedie, og som mest af alt tænker på, hvordan de kan gøre almindelige mennesker til elementer i deres egen kunst, mens hele samfundets dobbeltmoral også udstilles, når det handler om krig og de menneskelige ofre og konsekvenser, det kan medføre.
I en kompleks og lagfyldt cocktail får Lollike peget på ikke så lidt. Han lader os sanse, at Jeppe er blevet misbrugt i fiktionens tjeneste samtidig med, at han elegant viser, at kunst ikke kan slås ihjel - lige meget hvor mange kugler, der plaffer den ned.
Allerede efter tredje scene fik jeg lyst til at spole tilbage og se det hele igen. Bare for at sikre, at jeg fik det hele med: Lollikes blik for detaljer og henvisninger til aktuelle tematikker. Gehrt og Grarups evne til at skabe gennemførte scenografiske universer. Det store hold af medvirkende, der alle leverer på et ekstremt højt niveau.
Lige så provokerende, pisseirriterende og, jaja, genialt det er, lige så håbløst er det også. There is no escape; kunsten kan ikke andet end at pege på sin egen politisk impotente uformåen
Den skal nok blive kaldt både relevant og aktuel, men det blegner til at beskrive, hvad de har gjort ved Holberg: skabt en forestilling, der kun kan lade sig gøre som teater, som ganske enkelt er større end dets enkelte bestanddele, vildere, mere vanvittig, mere maksimalistisk, og som ligesom Holberg selv i sin egen tid losser opad og indad med så ukuelig selvsikkerhed, at det er decideret selvdestruktivt.
Formår på én gang at være både provokerende radikal og vidunderligt tro mod Holbergs original. Det er forførende godt teater, som man bare ikke kan tage øjnene fra. Og lige præcis derfor skal vi skamme os. Lollike viser med Jeppe på bjerget, at han er en mester i at lave teater, man på alle måder får ondt i maven af. Jeg både skraldgrinede af samfundets absurditet, smertedes ved tragediens dybde og blevt ramt af hans svirpende kritik. Men han spilder da heller ingen tid med at slå tonen an.
"Fantastisk god og ædende ond"
Erasmus Montanus (2016/17)
Hospitalet (2017/18)
Museum for fremtiden (2021/22)